af Daniel Majholm
2010 kan på mange måder vise sig at blive et vigtigt år for den danske skoleverden. Regeringen har varslet, at folketinget i løbet af året skal arbejde med en række lovforslag, der omhandler skoleverdenen i Danmark. Statsministeren talte om det i sin nytårstale, og året var knap begyndt før, de første partier begyndte at spille ud. Statsministeren har varslet, at han i foråret vil inviterer forskellige interessenter til at give deres bud på, hvordan skolen skal tilpasse sig fremtiden. Der tegner sig et billede af, at noget vigtigt er under opsejling.
Umiddelbart kunne man mene, at dette ikke direkte har så stor betydning for Sankt Ansgars Skole – og så alligevel. Selvom vi er en fri grundskole, så er det altid helt centralt for os at være opmærksom på, hvordan vindene blæser, og hvor folkeskolen bevæger sig hen. I denne tid er det begrebet læring, der igen er i centrum.
Hvornår og hvordan lærer vi bedst? Svaret er ikke entydigt, og jeg skal på denne korte spalteplads ikke forsøge at gøre mig klog på, hvad vise mennesker gennem årene har skrevet adskillige reolkilometer om. Jeg vil dog gerne give et bud på, hvad jeg tror, at der er i spil i fremtiden.
Når læringsbegrebet er et hot samtaleemne i øjeblikket, så tror jeg, at der er to forklaringer for både mål og metode er i spil. Statsministeren har sat det klare mål, at Danmark indenfor en overskuelig årrække skal ligge i toppen i PISA-undersøgelserne. Et af midlerne til at opnå dette er, at eleverne i skolerne skal lære at læse bedre og tidligere. Især skal de dårligste læsere bliver væsentligt bedre. Målet synes at være ret klart.
Hvordan man opnår målet er en helt anden diskussion. Fra udlandet blæser nye vinde hen over Danmark, og mange i undervisningsbranchen er efterhånden begyndt at lade sig inspirere af de nye tanker. Egentlig er det ikke noget nyt. Mange virksomheder og sportsklubber har kendt til konceptet i mange år, men først nu har skoleverdenen for alvor set potentialet i de nye tanker.
”Anerkendende pædagogik” eller ”appreciative inquiry” kaldes fænomenet bl.a. (prøv engang at google ”appreciative inquiry”). Grundlæggende handler det om, at mennesket måske lærer mere af sine succeser end at sin fejl. Lad os lege lidt med tanken: Når noget går i stykker, så identificerer vi problemet, lægger en plan for problemets løsning og udfører så planen. Når vi forsøger at gøre det samme med prostillinger mellem mennesker, så opstår der ofte nye problemer i stedet for løsninger. Vi kommer til at fokusere så meget på problemerne, at vi helt glemmer, hvad det egentlig var, vi gerne ville have i stedet for. Når man arbejder med mennesker er der altså brug for en helt anden tilgang.
Forestil dig nu, at man fokuserede på mulighederne i stedet problemerne. Når der opstår et problem, så åbner det for muligheden for at justere på, hvad vi egentlig gerne vil have. På denne måde arbejder man stadigvæk med problemerne, men de kommer aldrig til at fylde det hele.
De nye tanker passer godt til det menneskesyn, som vi på Sankt Ansgars Skole lægger til grund for vores virke: Alle mennesker er grundlæggende skabt godt og unikt. Livet handler om at udforske alle de mange muligheder, livet bringer. På Sankt Ansgars Skole ønsker vi, at eleverne møder verden og de fremmede med en kritisk nysgerrighed i stedet for et forbehold.
Jeg tror, at det var Albert Einstein, der sagde: ”I livet har du kun en chance, men hvis du bruger den rigtigt, så er det også nok!”
