af Daniel Majholm
Torsdag den 27. august 2009 afholdt Sankt Ansgars Skole et stormøde for forældre og lærere om diagnosebørn. På mødet fremlagde skolens psykolog Fatemeh Hejazi og psykolog Kirsten Callesen nogle bud på, hvordan man som skole kan rumme de elever, der har en diagnose. Men betyder det nu, at Sankt Ansgars Skole skal til at være en specialskole?
Det klare svar på spørgsmålet er nej. Sankt Ansgars Skole skal ikke til at være en specialskole, men vi vil fortsat optage elever, der afspejler den virkelighed, som vi befinder sig i. Blandt disse elever er også diagnosebørnene – eller stjernebørnene, som vi ynder at kalde dem.
Stjernebørnene har altid været der. Mange vil kunne huske dem fra deres egen skoletid. De havde godt nok ingen diagnose, men de var der. De hang i gardinerne, var ofte uforskammede og ”uden for pædagogisk rækkevidde”. Mange af de børn ville have fået en diagnose i dag. De ville have fået hjælp til at arbejde med deres udviklingsforstyrrelse, så de i højere grad kunne klare et almindeligt skoleforløb.
Jeg husker for nogle år siden en begejstret far, der ringede til mig og fortalte, at han nu endelig havde fået en diagnose indenfor autismespektret. Han fortalte om en grufuld skolegang, hvor han konstant blev konfronteret med sin dårlige opførsel. Også hans forældre havde været meget fortvivlede, og det lå implicit i alle samtaler mellem skole og hjem, at knægten nok var dårligt opdraget eller havde et ondt sind. Sådan var det selvfølgelig ikke, men sådan blev han behandlet hele sin skolegang. Hans begejstring for diagnosen bundede i, at han nu endelig havde bevis for, at han ikke var et ondt menneske.
På Sankt Ansgars Skole ønsker vi ikke, at vores elever skal have samme oplevelse. Vi arbejder altid ud fra det grundsynspunkt, at mennesket er skabt godt og grundlæggende er godt. Indenfor de rammer, vi kan tilbyde, skal vi kunne rumme nogle af disse elever og kunne tilbyde dem et skoleforløb, der tager højde for deres udviklingsforstyrrelse – ligesom vi altid har gjort.
Gennem mange år har vi på skolen arbejdet målrettet på at få vores ”stjernebørn” udredt og diagnosticeret. I samarbejdet med forældre, skolen psykolog og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) forsøger vi at strikke skoleforløb sammen, som tager hensyn til stjernebørnenes udfordringer. Dette selvfølgelig altid under hensyn til resten af eleverne. Der er altid tale om en balancegang, hvor hensynet til stjernebørnene ikke må begrænse de andre elevers udfoldelse.
Når vi har valgt at sætte fokus på stjernebørnene, så er det fordi, at flere og flere børn får stillet en diagnose indenfor autismespektret. Fra 1994 til 2009 er antallet steget fra ca. 7.000 til mere end 30.000, der lever med en autismediagnose. Vi er med andre ord blevet bedre til at stille diagnosen end tidligere. Det betyder også, at vi som skole skal blive klogere på, hvordan disse elever integreres i vores skolesystem. Hvor eleverne tidligere var ”udenfor pædagogisk rækkevidde” handler det i dag i højere grad om, hvor i den pædagogiske værktøjskasse, vi finder det rigtige værktøj.
I enhver udfordring skal man se mulighederne og ikke begrænsningerne. Stjernebørnene bidrager til skolen på deres egen unikke facon. At skære dem fra ville være falsk og kun bidrage til, at vore elever får et forvrænget billede af virkeligheden.
Faktaboks
Stjernebørn er en betegnelse, man bruger om de børn, der får stillet en diagnose indenfor autismespektret.
Autisme er ikke en sygdom, men en livslang udviklingsforstyrrelse, der ikke kan kureres.
Også voksne kan få stillet diagnosen autisme.
I mange ”primitive” kulturer behandles autister respektfuldt som mennesker med en særlig indsigt.
Læs mere på autisme.dk
