af Daniel Majholm
Skolen pædagogisk set handler denne gang ikke om skole eller skolevæsen. Og så alligevel handler den måske lige netop om det, vi opfatter som kernen i den katolske skole. I den sidste måneds tid har det ikke været let at være katolik i Danmark. Mange katolikker har måttet svare på spørgsmål om en ulykkelig hændelse i Sydamerika, også kendt som abortsagen fra Brasilien.
Abortsagen fra Brasilien handler kort om en 9-årig pige i Pernambuco i Nordbrasilien, som efter at være blevet voldtaget af sin ikkekatolske stedfar blev gravid med tvillinger og efterfølgende fik foretaget en abort. Dette afstedkom, at pigens mor og de læger, der foretog aborten, automatisk blev ekskommunikeret, hvilket vil sige, at de ikke kan modtage sakramenterne. Ekskommunikationen er senere blevet trukket tilbage.
Sagen er meget ulykkelig, og den er fra kirkens side ikke blevet håndteret særligt godt i pressen. Kun få har udtalt sig konkret om den enkelte sag. Flertallet har udtalt sig generelt uden at forholde sig til en sag, de ikke kendte detaljerne i. Men det er altid svært at udtale sig generelt om noget konkret. Kirken har i denne sag også begået fejl, og fejlene har givet anledning til selvransagelse indenfor kirken selv. Vor egen biskop, biskopperne i Sverige og Norge og mange andre kirkefolk verdens over har reageret og gjort opmærksom på sagens manglende medmenneskelige aspekt.
Formanden for det pavelige Akademi for Livet, Ærkebiskop Rino Fisichella, har bl.a. udtalt til Vatikanets egen avis Osservatore Romano: Pigen "skulle først og fremmest være forsvaret, omfavnet, kærtegnet med omsorg for at lade hende føle, at vi alle er på hendes side; os alle, uden undtagelse. Inden man tænkte på ekskommunikation, var det nødvendigt straks at forsvare hendes uskyldige liv og bringe hende tilbage til et niveau af menneskelighed, som netop vi, Kirkens mænd, burde være eksperter i at forkynde. Således skete det ikke, desværre, og kirkens troværdighed lider derunder, da den for så mange fremstår som ufølsom, uforståelig og uden barmhjertighed." Pastor Jesper Fich, der er de katolske skolers teologiske konsulent, har også udtalt sig. I et brev til de katolske skoler skriver han bl.a.: ”Ordet ”katolsk” opfatter vi på de katolske skoler – og mange i kirken i øvrigt – som indbegrebet af menneskelighed, hvilket også er i overensstemmelse med virkeligheden. Men med en komplet mangel på situationsforståelse, har kirkeledere fremstået som hjerteløse, og det har skadet kirken. Det er til at tude over.”
Når mange har reageret så kraftigt, er det nok fordi, at det katolske menneskesyn er så forankret i medmenneskeligheden. At svigte omsorgen for den uskyldige pige synes næsten ikke til at bære. Men samtidig ligger det også mange katolikker på sinde, at der hvert år i Danmark foretages 16.000 provokerede aborter. Dette synes næsten heller ikke til at bære. Sagen forandrer ikke på, at den katolske kirke og skole stadigvæk er medmenneskelig. Den katolske kirke og skole forsvarer stadigvæk de svageste. Som Jesper Fich skriver: ”Det er også vigtigt at huske, at et barn aldrig kan opfattes som angriber.”