af Daniel Majholm
I de sidste par numre af skoleavisen "Lige fra Hjertet" har denne klumme kredset om det særegne ved den katolske skole. I dette nummer kommer der mere fra samme skuffe.
Skolens ledelse var for noget tid siden til møde med alle skoleledelserne på de katolske skoler i Danmark. Under en gudstjeneste prædikede den katolske præst og skolekonsulent Jesper Fich om det særlige ved den katolske skole – og om de to klassiske fokusområder ved den katolske skole: fællesskab og håb. Her en sammenskrivning og perspektivering af Jesper Fichs prædiken.
Fællesskabet
Man skulle tro, at hvis man spurgte en bankdirektør, hvad det vigtigste ved hans skolegang var, så ville han svare regning og matematik. En sådan bankdirektør, Jesper Fich havde talt med, svarede dog ikke helt som ventet. Det vigtigste ved skolen var frikvartererne, svarede han.
Pointen er, at skole ikke kun handler om elevernes tilegnelse af færdigheder og viden. Skolen handler i høj grad også om fællesskab – fornemmelsen af at have et tilhørsforhold, hvor man kan søge støtte og nærhed. I et samfund, hvor det individuelle er i højsædet, bliver det stadigt vigtigere for den katolske skole at bekende sig til fællesskabet som et bærende element. Man kan først have det godt med sig selv, når man har det godt med de andre i fællesskabet. Det er i fællesskabet, man får en forståelse af, hvem man i virkeligheden er. Det er selvfølgelig stadigvæk i regning/matematik, man lærer at blive bankdirektør. Men det er i frikvartererne, man lærer at blive en god og ordentlig bankdirektør. Det er der, man lærer at samarbejde og finde klarhed om eget ståsted og identitet.
Håbet
Den katolske skole skal være garanten for håbet. Som de professionelle ser vi klart, de forskelle problemer, der opstår, når man driver skole. En gang imellem kan problemerne synes uoverskuelige og vanskelige, men alligevel skal vi håbe, for håbet må ikke blive træt. Den katolske skole er kendetegnet ved, at vi håber der, hvor andre har kapituleret. På den katolske skole skal vi altid se lyset i mørket, altid se det gode i barnet, altid se mennesket som et handlende subjekt og ikke et modtagende objekt.
At være de professionelle håbere handler også om at se muligheder, hvor man traditionelt ser begrænsninger. På Sankt Ansgars Skole er det berigende for skolens kultur og sociale liv, at vores elever har rødder mange steder i verden. Vi ser i dagligdagen de positive kulturmøder, der forbereder eleverne på et samfund, der til stadighed bliver mere og mere multikulturelt og internationalt.
