Klassetrin: 1.klasse – 6.klasse
Billedkunstfaget er i de senere år ændret fra et rent praktisk fag til en undervisning, der både er teoretisk og praktisk. Eleverne tilegner sig teoretisk viden om den visuelle kulturs væsentligste udtryk indenfor arkitektur, design og billedkunst. Det praktiske og håndværksmæssige arbejde med disse udtryk oparbejder elevens kendskab til, fornemmelse for og beherskelse af forskellige farver, former, materialer og indhold. De nævnte mål opnås konkret ved, at eleven selv skaber produkter alene eller i en gruppe sideløbende med at teorien inddrages.
Vi prioriterer at det arkitektur, design og billedkunst, der skabes lige nu og her i vores samtid bliver behandlet. Her ligger der særlig mulighed for, at den enkelte elev kan arbejde med sin identitet, dannelse og livsduelighed. Især når eleverne vokser op i og med en hastigt voksende billedkultur.
Undervisningen lægger vægt på, at elevernes produkter udstilles forskellige steder på skolen, så de kan danne grundlag for kommunikation mellem skolens brugere. Det er her den enkelte elevs arbejde får særlig værdi, og det støtter elevens motivation for at skabe.
En gang om året har vi en featureuge, hvor eleverne kan fordybe sig i netop dette fag. En ny tradition er, at de værker eleverne skaber udstilles på skolen og sælges i slutningen af ugen på en auktion til et åbent hus arrangement. Efterfølgende bliver værkerne sendt på vandreudstilling i lokalområdet. Herefter modtager køberne de solgte værker. Den Danske Bank på Nørrebrogade har blandt andet støttet op omkring dette projekt, ved at udstille værker til stor glæde for ansatte og kunder.
Målet med undervisningen er
- at arbejde med og udvikle elevernes kreative evner og færdigheder
- at styrke elevernes interesse for og glæde ved at skabe
- at åbne elevernes øjne for hvad visuel kultur er, kan og gør ved os
- at motivere eleverne til at opleve, at billedkunst er et sjovt fag, som kan noget, som de andre fag ikke kan
- at eleverne kan skabe og analysere egne og andres visuelle produkter, for at kunne deltage demokratisk i diskussioner om vores fælles fysiske omgivelser
Tillæg til fagformålet for kunst:
På Sankt Ansgars Skole finder vi det også vigtigt for undervisningen i billedkunst, at:
- eleverne oplever storheden og uendeligheden i skaberværket.