Tilfælde af influenza A på Sankt Ansgars Skole
2009-08-27 - En elev i 7x har fået konstateret influenza A.
2009-08-18 - En elev i 5y har fået konstateret influenza A (det viste sig efterfølgende ikke at være influenza A alligevel).
2009-11-10 - I den seneste uge har flere og flere personen omkring skolen får konstateret influenza A. En vikar har været syg, ligesom flere forældre har været ramt af influenzaen.
Om influenza A
af Overlæge Bente Hansen
Influenza er en årlig tilbagevendende sygdom forårsaget af forskellige influenzavira. Stort set alle danskere har oplevet at være ”influenzasyg”. Symptomer og sygdomsforløb for influenza A er ikke anderledes end ved de andre influenzatyper.
Ved alle typer af influenza kan der være alvorligere forløb hos personer, der i forvejen er svækket af kroniske lidelser. Der er normalt ikke grundlag for at behandle influenza medicinsk – heller ikke influenza A. Medicinsk behandling er forbeholdt personer i risikogrupper. M.h.t. vaccination for influenza og influenza A er det Sundhedsstyrelsens holdning, at der ikke er faglig grundlag for at vaccinere sunde personer. Vaccination mod influenza A vil – når vaccinen er til rådighed – blive tilbudt personer i risikogrupperne, og disse vaccinationer vil sandsynligvis finde sted hos egen læge og evt. i hospitalsregi.
Hvis der er spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Kommunallægeordningen på tlf. 38 32 50 30 i tidsrummet kl. 8.00 – 15.00.
Børn og influenza A
Hvordan konstaterer man influenza A hos et barn?
Barnet bliver pludselig syg med høj feber (38-40 grader), evt. kulderystelser, ”ondt i hele kroppen”, hoste. Barnet er virkelig sløjt.
Hvis barnet har haft kontakt til andre mennesker med influenzasymptomer er det med til at sandsynliggøre diagnosen.
Der vil normalt ikke være behov for podning for influenza A.
Hvordan forløber influenza hos et barn?
Sygdommen er ikke farlig og går over af sig selv.
I løbet af et par dage er barnet i bedring og er rask i løbet af en uges tid.
Børn må komme i skole igen, når de har været feberfrie et døgn, og når de kan deltage i dagligdagens aktiviteter på normal vis.
Orientering til/fra forældre om influenza A i institution/skole
Forældrene skal orientere skolen telefonisk om at deres barn har eller sandsynligvis har influenza.
I skolen orienteres klassens forældre.
Hvis der i skolen er børn, der tilhører en af risikogrupperne, skal man være ekstra opmærksom på, at disse forældre orienteres.
OBS. Raske børn, hvor der er influenza i børnenes nærmeste familie eller omgangskreds, må godt møde i institution eller skole.
Hvilke børn er i risikogruppe?
- Børn med kroniske lungesygdomme, som cystisk fibrose og instabil alvorlig astma
- Børn med medfødte eller erhvervede immun-defekter
- Børn med muskelsygdomme eller multihandicap og deraf følgende nedsat hostekraft og ophobning af sekret
- Børn med hjertelidelser med påvirket kredsløb • Børn med specielle former for blodmangel
- Børn med lav fødselsvægt afhængig af aktuel alder og følgesygdomme
- Børn med andre specielle sygdomme, hvor lægen vurderer, at influenza udgør en risiko
De fleste børn, der er i risikogruppe, vil være tilknyttet en børneafdeling, hvor den behandlende læge vil tage stilling til evt. forebyggende behandling og vaccination.
Hvordan kan skole være med til at mindske smittespredning?
Børn, der har symptomer tydende på influenza, må ikke komme, før de er helt raske og har været feberfrie et døgn.
- God håndhygiejne – vask hænder ofte og grundigt.
- Host eller nys i ærmet – og ikke ud i luften eller i hånden
- Hyppig udluftning.
- Normal, men grundig rengøring.
Mere information om influenza A kan findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk.